Læs mere om bygherreansvaret
Bygherren har ansvaret for koordinering af arbejdsmiljøet (sikkerhed og sundhed) i alle faser af et bygge- eller anlægsprojekt, når det forventes, at der vil være to eller flere arbejdsgivere til stede på byggepladsen samtidigt. Bygherren skal bl.a. udpege en arbejdsmiljøkoordinator (P) og (B). Arbejdsmiljøkoordinator-opgaven kan overdrages, men ikke ansvaret. Det ligger hos bygherren.
Der er forskellige valgmuligheder for udpegning af arbejdsmiljøkoordinatorer. Bygherren kan vælge, at den samme person er arbejdsmiljøkoordinator (P) og (B), eller at udpege forskellige personer til de to roller.
Det er vigtigt allerede i byggeprogrammet at tage stilling til, hvordan man som bygherre vil håndtere sit ansvar, så de rette krav kan stilles til udpegning af arbejdsmiljøkoordinatorer og til samarbejdet mellem aktørerne omkring arbejdsmiljø.
Det er bygherren, som skal fastlægge rammerne for arbejdsmiljøkoordinatorens opgaver. Det er vigtigt at følge op på dette, når arbejdsmiljøkoordinatoren er udpeget, herunder at forventningsafstemme om ydelsen, samt hvordan kommunikation og samarbejde skal foregå i henholdsvis projektering og udførelse.
Det er ligeledes vigtigt, at arbejdsmiljøkrav fremgår af aftaler med projekterende og udførende, herunder samarbejdet med arbejdsmiljøkoordinatoren.